Spring break og tiden flyver

Nu er vi efterhånden gået i nedtællings mode, der er under 2 måneder til vi flytter hele vores liv hjem igen og der er derfor en del der skal planlægges inden afrejse d. 28. juni.

Mikkel og August er indskrevet på Hvalsø skole og fået plads i deres “gamle”klasser, det glæder de sig til. De ser især frem til en mere fri skoleform med flere pauser til leg og færre test. Jeg må dog sige at de har trivedes godt i det amerikanske system, det har givet dem en disciplin og en mere focuseret tilgang til lektier, nok meget motiveret af de mange quizzes og test de møder flere gange om ugen. De får ofte karakterer og de ved altid hvor de ligger i de forskellige fag, og det kan jeg mærke at de bliver motiveret af. Amalie er i gang med at blive optaget på Roskilde gymnasium (Amtet), det er lidt mere omstændigt da hun jo af gode grunde ikke har en 9. klasses afgangseksamen, men vi nærmer os. Hun glæder sig, men hun kunne på en måde godt tænke sig at færdiggøre high school her da hun er glad for skolen og kender strukturen godt nu og har gode veninder. Hun har jo ikke ligesom drengene en klasse at vende hjem til men starter på noget nyt og spændende men også ukendt.

Vi er i gang med at få flyttefirmaer til at give bud på hvor stor en container vi skal have for at kunne få alle vores møbler med hjem igen. Og så skal alle de forskellige vand, gas, bil, affald, telefon selskabs abonnementer opsagt og få åbnet det op i danmark.

Vi er opmærksomme på at være til stede og dvæle i hverdagen som jo kører indtil sidste skoledag d. 20. juni, det føles dog til tider lidt underligt når vi alle ved at det hele ændre sig lige om lidt. Vi glæder os meget til at komme hjem alle mand, særligt til gensynet med venner og familie og vores dejlige hus som har været lejet ud til søde mennesker i de år vi har boet her. Men vi nyder godt nok også den sidste tid vi har her, vi har en masse “sidste ting på listen” som vi gerne lige vil nå, samt afskeds aftaler med venner og bekendte her, og lige et par sidste danske gæste besøg.

Jeg glæder mig til at komme hjem til mit job efter 2 ½ år som hjemmegående, glæder mig til at få kolleger, til at gøre en forskel for mine patienter og til at blive fagligt udfordret. Det har været fantastisk at få lov at prøve ikke at arbejde for en periode, og jeg har simpelthen fået nået at opleve så mange gode ting, lært en masse og haft tid til at være en støtte til børnene i deres hverdag med skole, lektier og fodbold, (der er blevet kørt mange ture frem og til bage i min bil). Jeg er taknemmleig for at have fået muligheden for at prøve at leve et andet slags liv med meget tid til at dyrke mine egne interesser. Midt i glæden er der også lidt vemod over at sige farvel til de søde mennesker som vi har lært at kende herovre og til den meget tid vi har haft sammen som familie. Men de 2½ års oplevelser vil vi jo heldigvis altid have med os.

Washington D.C

Amalie fik besøg af sin veninde Karoline fra Danmark i spring break eller påske ferien som det jo egentlig er. De nød gensynet i stor stil og var på mange gode ture til New York og her omkring Westfield. Vi kørte alle 6 på en 3 dages tur til Washington D.C (ca. 4 timer syd i bil). Det er en flot by med utroligt mange museer og monumenter, alt er bare lidt større og vildere herovre.

Her er lidt billeder fra vores gode tur.

Arlington kirkegården, hvor der ligger 400.000 soldater og deres pårørende fra de mange forskellige krige USA har deltaget i.


Levn fra den kolde krig i form af missil raketter fra både rusland og USA.
På air and space museum så vi bl.a brødrene Wrigt´s model af den første flyver. Tænk hvad den opfindelse har gjort for at binde verden sammen og for at vi kan komme på eventyr.
Det hvide hus

Amish folket

På vejen hjem fra Washington kørte vi forbi Lancaster i Pennesylvania Her bor en stor Amish befolkning (40.000 mennesker), det er en baptistisk retning af mennesker som udvandrede fra Schweiz, Frankrig og Tyskland I det 18. og 19. århunrede (de forlod Europa pga mangel på religiøs frihed). Det ret specielle ved dem er at de lever ligesom man gjorde I 1800 tallet, de bruger ikke elektronik eller strøm kører kun I hestevogn og pløjer marken med hest og plov. De må ikke få uddannelser men skal bruge alt deres tankevirksomhed på gud og børnene bliver hjemmeskolet. Meget fascinerende at opleve og rimelig skørt på mange måder.

Oh-land

Jeg var med nogle venner til en fantastisk Oh-land koncert på en lille hyggelig jazz bar på Manhattan. Hun synger så smukt og er finurlig og skæv på en skøn måde.

12. chairs

En lille og rigtig hyggelig israelsk restaurant/cafe tæt på Washington square park. Maden er lækker og ikke så dyr, især deres hummus og bagte blomkål (som på billedet) er fantastisk og de har gode israelske vine, og så jeg har spottet Patti Smith derinde.

Street art tour på Manhattan

Jeg er jo, som den kvikke læser nok har bemærket, meget vild med street art, og det er der i overflod af i New York. Jeg har lige været på en fantastisk guided tour på lower east side på Manhattan, en ældre street cool dame viste os rundt, hun vidste utrolig meget om gadens kunst, udgiver bla et blad om det og er med i en gruppe der skriver om det på nettet. Det kan anbefales med sådan en tur uanset om man er til street art eller ej, der er mange gode historier at hente. Her er et link og et par billeder fra turen.

Go-kard

Vi har været på go-kart bane og kører ræs alle 5. Det var godt nok sjovt og udfordrende at prøve. Her er August i aktion.

Puslespil

Sådan, så blev sidste brik lagt på vores 1000 brikkers store og ret svære puslespil af det japanske maleri “Den store bølge ud for Kanagawa” (fra Edo perioden).

New York moments

Jeg har simpelthen oplevet så mange skøre og mærkelige ting i den by så jeg har lavet et top 3 over de mest mindeværdige af dem.

  • Manden i træet. Der hang i starten af 5. Avenue en mand på hovedet ned fra et træ (i et slags slynge han havde om maven). Imens han hang der i sit helt hvide tøj spillede han klassisk musik på sin tværfløjte.
  • Imens jeg var i en af mine favorit butikker Bulluitine (en pink feministisk butik med mange mærkelige ting) kom en kvinde i stor pels og høje hæle ind i butikken. Hun åbnede sin pelsjakke og sagde “whats up ho´s” og åbenbarede sin frodige krop som kun var iført rødt frækt undertøj. Imens hun gik rund i butikken med åben pels stod hendes kæreste med en Trump maske i lommen og stenede.
  • I et stort gadekryds i Harlem stod en pumpet sort fyr i sin bedste alder (midt i fyrrene) i små shorts og bar overkrop og trænede. Han havde svinget sin kraftige træningselastik rundt om selve stolpen til lysreguleringen og klarede den daglige work out. Han havde naturligvis en stor gettoblaster ved sin side med hip hop musik.