Ferie I Belize

I spring break (som svarer til påske ferien) var vi en uge i Belize og bleve rigtig dejlig gennemvarme og fik oplevet en masse.

Landet som indtil 1981 hed Britisk Honduras ligger i mellemamerika (øst for guetemala og syd for mexico) Det er et lille land med 340.000 indbyggere der har engelsk som officielle sprog (mange taler til daglig spansk, maya, kekchi eller garifuna). Størrelsesmæssigt er det halvt så stort som dk. Der er varmt og fugtigt stort set hele året. Det var ca. 30 grader og med en luftfugtighed i 90´erne. (Det er åbenbart et klima som fodvorter afskyr for Augusts mistede mirakuløst alle sine små vorter da vi var afsted).

Vi lejede en bil så vi kunne komme omkring. Startede med at køre et par timer sydpå til en lille meget lokal by (Hopkins)  uden særlig mange turister, og det er sjovt at følge med i måden befolkningen i Beliz lever deres rolige liv ved vandet. Garifuna hedder folkeslaget i byen, de stammer fra et slaveskib som forliste ud for kysten i 1800 tallet og er derfor helt mørke i huden. Meget afrikansk er det hele. Vi har smagt på deres køkken og jeg er vild den megen grillede fisk og fik forleden dag konkylie som var fantastisk spise. Børnene smager lidt med og spiser sig mætte i burgere som de jo kender så godt. Det er vandmelon og ananas sæson ❤️ mums den mæsker vi os i. Belize er et fattigt land men befolkningen er smilende og glade og venlige, de hænger meget ud og går rundt i siden af vejen når de skal fra A til B, meget ulig amerikanerne.

Belize street art

En af vores små yndlings restaurant. De havde en god barberque. 

Vi tog imens vi boede ved vandet på 3 fantastiske ture da strandene imens vi var der var fyldt med tang (de første 4-5 meter er pakket og stranden dækket, det sker åbenbart af og til i Marts). Så vi tog på oplevelses ture i stedet for at bade der.

Snorkletur i vores egen båd med kaptain og snokel guide som vi alle var vilde med, her er mange flotte koraler, farverige fisk og vi så 2 store rokker “svæve” afsted. Ud for Beliz kyst ligger verdens anden største koralrev.

Vi spiste frokost på en lille Palme ø🌞

En aften tog vi med en båd en tur igennem denne vej i mangroven og ind i en lagune hvor saltvand og ferskvand blandes. Har oplevede vi for første gang i vores liv en utrolig oplevelse da der var alger i vandet som lyste op ved bevæglese. Det var helt magisk at se hvordan fiskene lyste op når de bevægede sig i vandet eller hvis man stak en pind i vandet blev den til et lysssvær. Da vi alle 5 hoppede i det ca. 28 grader varme vand, lyste vi op og kunne lave lys engle i vandet. Vi har kun os fem og 3 hjælpere på båden i lagunen som vi havde for os selv. Der var bælg ravende mørkt og over os kunne vi se en impornerende stjernehimmel, kun i Sinai ørkenen har vi oplevet en himmel så stjerneklar, uden nogen forstyrrelser fra byens lys.

Her er solnedgangen da vi sejlede afsted.

Her er vejen vi sejlede igennem mangroven. Det var ikke muligt at fange lyset på kameraet så det gemmer indeni som et minde.

Vi  var på besøg i en grotte med drypsten og som det eneste sted i verden er der her i Beliz en underjordisk flod som løber i grotten. Grottens gangsystemer var stort (24 km lang). For Maya indianerne var grotterne hellige og blev kaldt deres underverden, der blev foretaget menneske ofringer og andre “spændende” ritualer derinde. Vi så dog hverken skeletter eller malerier på væggene, da den del af grotten vi var i bliver helt oversvømmet i regntiden (juni til december). Vi havde vores egen guide (fra Beliz indland tour) og flød afsted på den lette strøm i floden på hver vores oppustede bilslange. Vores Pandelamper var det eneste lys og når vi engang imellem slukkede dem blev der kulsort, fornemmelsen af at flyde stille afsted i mørke og stilhed hele familien var skøn. Vores eneste selskab var flagermusene i loftet. Her er lidt billeder fra indgangen til hulen som ligger midt i junglen 300 m under et bjerg. Det var lige lidt spændende da vi på vores vandring til grotten stødte på en fugleedderkop som boede i udkanten af stien. Vi så også huller som der bor myreslugere i, de gemte sig dog.

Efter 4 dage ved vandet kørte vi 2 timer sydpå og ind i junglen. Her havde vi via vores venner  John og kirstines fået kontakt til et af deres venner der for 7 år siden har trukket stikket fra den pulsernde liv i overhalingsbanen i London, og har bygget er hus midt i junglen ved siden af nogle Maya ruiner. Huset er lavet af gamle bildæk, tindåser og flasker, rimelig bæredygtigt må man sige.

Udsigten fra køkkenvinduet.

Tavs og jeg sov i dette fine sovehus.

At bade under palmerne var skønt og det var kun dejligt at vandet var køligt for der var ret varmt døgnet rundt. 

Familien klarer sig med regnvand som samles fra tagene og lidt el fra solenergi. De er stort selvforsynende med frugt og grønt. Deres 5 vagthunde bliver jævnligt reduceret i antal, da de i ly af mørket blev snuppet af en af jaguarerne i området. Søde mennesker og sjovt at opleve en helt anden måde at leve sit liv på. Deres yngste barn (9 år) gik på den lokale skole med Maya indianer børn og de 2 ældste (14 og 16 år) boede i Honduras (10 timer væk) hvor de gik i skole, og de kom hjem hver 3. måned, hvor de både nød det og kedede sig lidt i det meget stille liv i junglen.

Disse Maya ruiner var nabo til huset. 

Vi kørte til floden i deres Pick up truck med hunde og børn , og badede alt imens de lokale kvinder vaskede tøj ved siden af, vi duftede godt da vi kom op. Hundene hoppede omkring og gøede af grise der gik og snaskede.

Pludselig åbnede himmelen sig og der kom et ordentlig tropisk skybrud med lyn og heavy rain, ungerne sad bagpå Pick uppen da vi skyndte os hjem og blev vasket en ekstra gang, en af hundene blev så bange at den hoppede ind igennem den åbne rude til os på forsædet. Gang i den. Vejene var kæmpe hulle, hvor man kørte ned i et hul og op igen. Der var små hytter, det var fattigt og primitivt.

Vi besøgte en chokolade farm i den lille nabo landsby og så hvordan familien som ejede den lille farm (et forældre par med 15! Børn) dyrkede, ristede og lavede chokoladen.

Far til 15. Den Flinke cacaobonde viste os rundt og fortalte belevent om hans plantage.

Vi smagte deres varme cacao som i Maya’ernes tid var forebeholdt kongen(og man brugte cacao bønner som penge) og den lille søde runde Maya dame sagde smilende “jeg er kun glad hvis jeg får en kop cacao hver dag”.

 

Sidste stop på turen var på vejen nordpå til Beliz lufthavn. Vi overnattede på et lille pensionat ejet af 2 naturfotografer (The Fosters). Et aldrende ægtepar der i 25 havde rejst rundt i verden og filmet naturen for BBC og National geografic, de havde mange gode historier, bla fortalte manden hvordan han med egen krop havde trænet vampyrflagermus op til at kunne spise menneskeblod, så de kunne bruges i en film. For mange år siden har det vundet priser for en film om anakondaen, der boede de i Amazonas i ½ års tid).

De havde i baghaven krokodiller, jaguarer og nogle store flotte bure (de var indrettet som en jungle) til at filme dyrene i.

Her er skilpadden Mad Max som er kold i røven og snupper lunserne med kød som Hr. Foster kaster til krokodillerne. Den er indtil videre sluppet godt fra det.

Her er terassen foran vores hyggelig værelse.

Til morgenmad fik vi friskbagt bananbrød og friskplukket ananas.

Som nabo var Beliz zoo som de havde været med til at starte op for 20 år siden. Vi fik en guidet nat Tour, og fik prøvet at klappe en Tapir (Beliz national dyr) og fodre en Puma. Det var sjovt at se dyrene om natten og opleve nat dyrene meget aktive, de er jo normalt noget sløve når vi ser dem i dagslys i zoo.

Sikken meget vi nåede på en uge kan jeg se når jeg sådan sætter det op med billeder og tekst.

Her er lidt souveniers fra turen.